Da femårige Alberto Cartuccia Cingolani trådte ind i et hyggeligt italiensk teater og satte sig ved klaveret, vidste publikum ikke, hvad de skulle forvente. Men da han selvsikkert løftede klaverlåget og begyndte at spille, faldt kæberne. Stykket? Mozarts Klaversonate nr. 16 i C-dur, K. 545 – også kendt som Sonata Facile. Og Alberto spillede det som en ægte virtuos.
Allerede fra de første takter begyndte hvisken at sprede sig i salen. Selvom sonaten er mærket som “let”, er den alt andet end enkel for et barn. De flydende løb og den klassiske præcision er en udfordring selv for trænede voksne pianister. Men der sad han — en lille dreng med hænder, der knap kunne nå en oktav — og leverede det fejlfrit, med en klarhed og ro, der overgik hans alder.
Endnu mere utroligt? Alberto begyndte først at spille klaver i 2020 under pandemien, undervist af sin mor Alessia (en operasanger) og far Simone (en pianist). Allerede som 4½-årig vandt han onlinekonkurrencer over hele Europa.
Folk i publikum kommenterede ikke kun hans tekniske evner, men også den fysiske udfordring ved instrumentet. “Trods alt,” bemærkede en tilskuer, “er det langt sværere for ham at spille klaver end for en voksen.” Og det var sandt — hans fødder kunne ikke engang nå pedalerne.
Men intet af det betød noget, da han først begyndte. Albertos fingre dansede hen over tangenterne med en musikalsk fornemmelse, der ikke kan læres.
Nu, som otteårig, imponerer han stadig i hele Italien og internationalt — han har optrådt i Wien, Madrid og modtog endda “Music Prize” ved Giuseppe Sciacca-priserne 2023 i Vatikanet.
Konklusionen? Alberto Cartuccia spillede ikke bare en Mozart-sonate — han ejede den. Som femårig mindede han verden om, hvordan ægte talent ser (og lyder) ud.
